Vedtægter
1. Navn:
Frikirken i Mølleparken
2. Hjemsted:
Kirkens hjemsted er Esbjerg
3. Formål:
Kirkens formål er at fremme menneskenes velfærd på kristent og socialt grundlag gennem mødevirksomhed, forkyndelse og næstekærligt engagement overfor mennesker i alle aldre. Formålet realiseres ved evangeliets forkyndelse i overensstemmelse med Bibelens lære, herunder læren om den treenige Gud (1.Pet. 1:2), retfærdiggørelse alene ved tro (Rom. 10:9), samt evig frelse som Guds nådegave (Rom. 6:23), på grundlag af Kristi død og opstandelse (Rom. 4:25).
4. Medlemskab:
Enhver troende mand og kvinde, der kan tilslutte sig kirkens formål og lære, kan blive medlem af kirken og dermed deltage i kirkens aktiviteter.
Medlemskab er gratis.
Hvis man som medlem lever i uoverensstemmelse med bibelens/kirkens lære, (F.eks. 1.kor. 5:11 og rom 16:17) kan medlemmet ekskluderes fra kirken. Kirkens lære defineres af ældsterådet.
5. Administration og bestyrelse:
Kirkens administration ledes af en bestyrelse på 3-5 medlemmer, der kun kan vælges efter indstilling fra ældsterådet på kirkens ordinære årsmøde. Bestyrelsen konstituerer sig selv og træffer alle beslutninger når enighed foreligger. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når tre medlemmer er tilstede.
Bestyrelsen har ansvaret for de praktiske dispositioner for kirken, herunder spørgsmål om vedligeholdelse af kirkens ejendom.
Ældsterådet har ansvaret for indkaldelse til kirkens årsmøde og påser at årsmødets beslutninger overholdes.
Ældsterådet, der er kirkens åndelige ledelse og definerer kirkens lære, udpeges af det siddende ældsteråd i overensstemmelse med Bibelens lære herom. Hvis der på et tidspunkt ikke er nogle ældste, udpeges ældste af medlemmerne ifølge bibelens lære herom.
6. Årsmøde:
Hvert år i februar måned afholdes kirkens ordinære årsmøde, hvortil der indkaldes med mindst 14 dages varsel og med angivelse af dagsorden, der skal indholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning for det foregående år
- Godkendelse af det reviderede regnskab for det foregående år
- Behandling af indkomne forslag
- Godkendelse af nye bestyrelsesmedlemmer og revisorer
- Eventuelt
Over årsmødets beslutninger føres en protokol, der underskrives af to bestyrelsesmedlemmer og dirigenten. Ekstraordinære medlemsmøder kan afholdes, såfremt bestyrelsen eller ældsterådet finder det nødvendigt. Indkaldelse sker efter samme retningslinier som ved ordinære årsmøder. Beslutninger på årsmøder og medlemsmøder sker med almindeligt stemmeflertal blandt kirkens fremmødte medlemmer med mindre andet fremgår af vedtægterne.
7. Regnskab:
Kirkens regnskabsår følger kalenderåret.
Årsmødet vælger for et år ad gangen 1-2 revisorer, der gennemgår og påtegner kirkens regnskab og status inden dette forelægges på årsmødet. Regnskabet opgøres i overensstemmelse med almindelige regler for regnskabets aflæggelse.
8. Tegningsregel:
Kirken tegnes af 3 medlemmer af bestyrelsen i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom forudsætter godkendelse af 2/3 af de fremmødte medlemmer på et medlemsmøde, efter forudgående indstilling fra ældsterådet.
9. Vedtægtsændringer:
Beslutningen om vedtægtsændringer eller kirkens opløsning kan kun ske når to på hinanden følgende medlemsmøder med mindst 2/3 flertal blandt de fremmødte, har truffet beslutning herom, efter forudgående indstilling fra ældsterådet.
10. Opløsning:
Eventuel formue ved kirkens opløsning kan ikke tilfalde kirkens medlemmer, bestyrelse eller ældsteråd, men skal anvendes til formålsbeslægtet arbejde i Danmark eller udlandet, idet midlerne skal administreres af et udvalg eller institution i Danmark efter nærmere fastlagte retningslinjer forbindelse med kirkens ophør.